Racen
Dogue De Bordeauxen


Dogue de Bordeaux er en af de ældste franske racer, stammer som navnet indikerer fra Bordeaux. I det 19. århundrede blev de franske dogger, som er grundlaget for racen (Dogue = dogge), brugt til storvildtjagt, hundekampe samt som vagthunde for hus og kvæg. Og allerede i 1863, hvor den første hundeudstilling fandt sted i Paris, deltog denne race under navnet Dogue de Bordeaux. Til trods for at racen op igennem tiden flere gange har været tæt på at blive udslettet, er Bordeauxen dog fået en stor beundringsskare siden 1960'erne.

Den muskuløse krop og racens enorme hoved, hvor hovedets omkreds mere eller mindre skal svare til hundens højde, giver et indtryk af kraft, styrke og masse (vægt min. 50 kg for hanner og 45 kg for tæver). Den korte pels farve er fawn med sort, brun eller ingen maske. Dogue de Bordeaux’erne har et afskrækkende udseende idet de er kraftfulde, meget muskuløse, lavstammede, atletiske med et næsten monumentalt udseende, hvilket står i kontrast til deres rolige, balancerede og følsomme væsen. Som en gammel kamphund, har Dogue de Bordeaux talent for bevogtning, som de udfører med årvågenhed og stort mod - men uden aggressivitet!

Dogue de Bordeaux er en god følgesvend, meget knyttet til sin ejer og meget kærlig. Desuden er de rolige, velafbalanceret og med en høj tolerancetærskel. Hannerne har dog normalt en mere dominant karakter. En dogue de bordeaux er hengiven overfor sine egne og vil gå gennem ild og vand for sin ejer.

Oprindelse: Bordeaux'en har en yderst interessant historie. Udviklingen gennem de sidste 6-7 århundrede, har været yderst broget, og racen har været brugt til så forskellige ting som kvægdrivere, hyrdehunde i fåreflokke, til glubske jagtritualer, kampe med både hunde og andre dyr, som vagthunde og sågar som skuespillere. I dag anvendes racen primært som familie- og vagthunde. Racens lidt barske og overlegne udseende, gør den til til en formidabel vagthund - men kendere af racen ved, at der under det imponerende og bistre udseende gemmer sig en sød, oprigtig, savlende og elskelig karakter, der gør racen til en vidunderlig følgesvend, for de mennesker der tager Dogue de Bordeauxen til sig.
Bordeauxen hører ind under gruppen af moloss-hunde, som alle er efterkommere af en moloss-type, der er dateret tilbage til ca. 700 år før Kristi fødsel. På baggrund af gamle træsnit og malerier, ved man i dag, at de tunge moloss-hunde, blev holdt som vagt- og jagthunde i det gamle Assyrien. Den første optegnelse af molosserhundene, findes i et brev dateret til 326 F .K. Dette brev fortæller om store, stærke hunde med korte brede kæber. Knogler fra disse antikkens hunde, er senere blevet fundet i udgravninger, vidt udbredt i både Tibet, Kina og Indien. Hundene var en del af Alexander den Stores hær, og vandrede med krigerne fra Mesopotamia til Epirus gennem de forskellige krige. Fra Epirus fortsatte hundenes rejse videre til Rom, Gaule og andre lande, der i blandt Frankrig og Spanien. i forskellige beretninger fortælles det, at disse tunge hunde ankom til Spanien under navnet Arlando's, en race som i dag er uddød. Arlano'ens udseende mindede i store træk om nutidens bordeauxer. Arlano'en blev i den 14. århundrede beskrevet af Gaston Phoebus. Han sagde om racen, ar den havde et bid så stærkt som tre andre hunde tilsammen. Der er også optegnelser der fortæller, at de tunge hunde, var en integreret del af Julius Cæsar's hær.

Navnet dogge, dukker første gang op i slutningen af det 14. århundrede. Før det 19. århundrede, havde disse hunde af doggertypen ingen fast standard, og i det store hele, lignede de alle hinanden både af udseende og hvad brugsfærdighederne angik. Det var vagthunde, der blev brugt til at beskytte hjem samt div. forretninger, bl.a. eller måske især, slagterbutikker. Så var der jagthundene, der både alene og i flok, kæmpede med tyre, vildsvin, bjørne og jaguarer, både som decideret jagt, men også som sport i div. arenaer, hvor også kampe med andre hunde forgik. Sidst var der de hunde, der blev anvendt til forskellige formål på gårdene, bl.a. som kvægdrivere og vogterhunde. Ud fra disse forskellige gøremål, udviklede hundene sig til de forskelligartede racer de er i dag. Racer der spænder fra den lette Dogo Argentino til den tunge Mastino Napoletano, og fra den langhårede Tibetanske Mastiff til den korthårede Tosa Inu. Også når man ser på vægten af disse hunde, er der stor forskel, lige fra den lille Shar Pei, der vejer omkring 20 kg . til den enorme Engelske Mastiff, der kan komme op og veje over 100 kg .

En gammel hundetype fra Frankrig, blev kaldt Doguin d'Aquitaine. Denne type blev avlet med udgangspunkt i den gamle franske moloss-type, der eksisterede i det tidlige 14. århundrede. Doguin d'Aquitaine blev avlet til kampe med andre hunde, samt kampe mede bjørne og vildsvin. Der var flere variationer af denne hund, alt efter hvilken region den kom fra og hvilket job den skulle udføre. Som resultat deraf, udviklede hundene sig mere og mere forskelligt, også i udseende. Der var mange forskellige farvevariationer, flere forskellige pelslængder, forskellige bid (overbid, saksebid og underbid), samt mange andre mindre variationer. Det eneste disse hunde havde nogenlunde tilfælles, var kroppens struktur, vægt og højde. Efterhånden var der dog specielt én type, der fremkom som den mest ønskede, nemlig 'butchers dog', altså slagterens hund. Den blev brugt til at beskytte slagterbutikker, og var desuden yderst eftertragtet af franske adelsmænd og af velhavende familier som vagthund.

Første gang navnet Dogue de Bordeaux dukker op er i 1863, på den første racehundeudstilling i Paris. Denne udstilling var både almindelig eksteriør bedømmelse, men i høj grad en mulighed for at få registreret og levet en fuld fortegnelse over de forskellige eksisterende racer. Vinderen af denne udstilling, blev en tæve ved navn Magentas, som blev identificeret ud fra det område i Frankrig som hun stammede fra. Således fik Dogue de Bordeaux'en sit navn. Hen mod slutningen af det 19. århundrede, blev Bordeaux'en indført til England til kampe og shows. I 1895 bragte bladet 'The Stock Keeper' en artikel af John Proctor, som beskrev hans oplevelser som dommer for den Franske kamphund. Kort tid efter, forbød engelsk lov hundekampe, og racen blev derefter kun avlet, så temperamentet kunne komme til at passe bedre til udstillingsringen.

I 1896 publicerede dyrlæge Pierre Meguin den første standard for Dogue de Bordeaux, i hans blad 'L'Eleveur' (dyreavleren). Han byggede denne standard på en kombination af de bedste Dogue de Bordeaux'er der var vist på udstillinger, siden Magentas blev bedste hund på udstillingen i Paris. Året efter, blev denne standard bragt i bladet 'The breeders of dog'. Indtil Meguin's standard blev publiceret, var der stor uenighed om bordeauxen's type, og flere variationer i avle blev fastholdt. Hoved- og kropsstørrelse varierede meget fra avler til avler. Der kunne både fremvises saksebid og underbid, og maskefarverne var ekstremt forskellige. I denne meget usikre periode, eksisterede der mindst 3 forskellige typer af Dogue de Bordeaux. Der var Toulouse typen, Paris typen og Bordeauxtypen. Toulouse typen havde fawn eller brindlet pels, med stor farvevariation. Men ud over det, havde den stor lighed med nutidens Dogue de Bordeaux. Paris typen var også meget lig nutidens bordeaux, men dens bid varierede fra saksebid til noget nær 2½ cm underbid. Efter stor debat blev man enige om underbid, som i dag er et meget karakteristisk træk i bordeauxens standard.

I 1910, efter 3 års research, blev 'Etude Critique du Dogue de Bordeaux' publiceret af J. Kunstler, der var professor i anatomi. Dette var et kritisk studie af Dogue de Bordeaux avlen, og yderligere indeholdt denne artikel en mere præcis standard for racen, end den Meguin udgav i 1896. Kunstlers standard er blevet brugt helt op til i dag, dog er den to gange blevet tilrettet og opdateret af Dr. Raymond Triquet, der også er kendt under navnet Mr. Dogue de Bordeaux, og af Tom Taylor. Disse justeringer er foretaget, skønt der stadig findes en del variation i racen, og der stadig er avlere der holder fast i disse variationer. Disse variationer kan alle ledes tilbage til de tre typer, der eksisterede i årene omkring år1900. De variationer der ekststere i dag er dog små, og har hovedsagelig at gøre med højde og hovedtype.

Avlsstandarden har altså ændret sig, efterhånden som interessen for racen er blevet øget. Den første standard, 'Caractere des vrais dogues', var lavet af Pierre Meguin i 1896. Nr. to 'Etude critique du Dogue de Bordeaux' blev lavet af J. kunstler i 1910. Tredje standart blev lavet af Raymond Triquet i samarbejde med dyrlæge Dr. Maurice i 1971. Fjerde standard var en omformulering, så standarden kunne godkendes af F.C.I. (Fédération Cynologique Internationales). Denne omformulering blev fortaget af avlsekspert Dr. Raymond Triquet i samarbejde med Philippe Serouil, der var formand for den Franske Dogue de Bordeaux klub, og blev publiceret i 1993.

Efter standarden var kendt verden over, var det kun et spørgsmål om tid før der opstod efterspørgsel på hunde til avl. Bordeauxen kom dermed til at få en fremtrædende plads i avl, ikke kun i egne rækker, men også mange andre racer brugte Bordeauxen til at avle mere masse, større hoved eller stærkere kæber på deres hunde. Det sted man i dag nok tydeligst kan se Bordeaux'ens indflydelse er på Dogo Argentinoen, hvor mange af de gode dogoer tydeligt bærer præg af bordeauxens træk når man ser på deres hoveder. Et andet sted Bordeaux'en havde stor indflydelse var på Tosa Inu. Her blev racen tilført bedre og hårdere bid, hvilket har været nødvendigt for Tosa'en, som decideret er en hunderace, der er avlet til kamphund (den er forbudt i Danmark).

Bordeauxen blev for alvor kendt da den i 1989 var en af hovedpersonerne i filmen Turner og Hooch (Turner og hund).

 
FCI standard 14.04. 1995 (F) Nr. 116 (ORG 14.04.1995)

Oprindelsesland: Frankrig

Anvendelse: Vagthund, forsvarshund

Klassifikation: FCI Gruppe 2 (Pinschere, Schnauzere, Molosser)

Helhedsindtryk: Af type er racen kortskallet Molosserhund med konkav overlinie. Dogue de Bordeaux er en meget kraftfuld hund, hvis meget muskuløse krop bevarer en harmonisk helhed. Den er ret lavtbygget, dvs. at afstanden fra brystbenet til jorden er mindre end brystdybden. Den er kompakt, atletisk, imponerende og meget respektindgydende.

Proportioner: Forholdet mellem kropslængde (fra skulderspids til sædeben) og skulderhøjde er som 11:10

Brystdybden er større end den halve skulderhøjde

Næseryggens længde må højst være 1/3 og ikke under 1/4 af hovedets længde.

Hos hannen svarer hovedets omkreds nogenlunde til skulderhøjden

Temperament: Bordeaux'en er en fremragende hus og familiehund. Den er rolig, harmonisk, meget knyttet til familien og kælen. Over for fremmede er den reserveret men forholder sig neutral, hvis dens ejer er til stede. Den besidder en uspoleret, social adfærd, er godmodig over for børn og ogs? god at have flere af sammen. Ikke nogen slagsbror. Den følsomme kolos reagerer bedst p? en kærlig, konsekvent opdragelse, stemmelejet er tilstrækkeligt til at lære hunden at forstå, hvad der er rigtigt og forkert. Hårdhed ødelægger den. Bordeaux'en er, n?r den er en gang er opdraget, lydig og har ikke tilbøjelighed til at blive vild. Den er ikke nogen udpræget løbeglad hund, men behøver bevægelsesfrihed og plads omkring sig. Bordeaux?en er en fremragende vagt - og beskyttelseshund, der aldrig angriber uden grund, og den har en pålidelig flair for alvorlige og indbildte trusler.

 
Hoved
Stort, kantet, bredt og ret kort; trapez-formet, set forfra og fra oven. Skallens og næseryggens længdeakser er konvergerende (fremefter)

Skalleparti: Hos hannen svarer hovedets omkreds (målt hvor det er bredest) nogenlunde til skulderhøjden. Hos tæven kan den være lidt mindre. Skallepartiets volumen og form er en følge ad den betydelige udvikling af tindingpartiet, øjenbrynsbuerne, kindbensbuerne og bredden mellem underkæbens to grene. Skallens overlinie er let konveks fra side til side. Stoppet er meget udtalt og danner en næsten ret vinkel med næseryggen (95-100?) Den dybe pandefure fortoner sig mod hovedets bageste del. Ansigtet domineres af panden, som er mere bred end høj. Hovedet har p? begge sider af pandens midterfure symmetriske rynker. Disse dybe rynker og folder ændrer sig, alt efter om hunden er opmærksom eller ikke.

Næse: Bred med godt åbne næsebor og vel pigmenteret svarende til maskens farve. En noget opadvendt næse er tilladt, men den må ikke være trykket tilbage mod ansigtet.

Næseparti: Kraftfuldt, bredt og tykt, men ikke udfyldt under øjnene. Det er ret kort, med en svagt konkav overlinie og uden alt for fremtrædende rynker. Bredden aftager næsten ikke udefter, således at det set fra oven, nærmest er kvadratisk. Sammen med skallens øverste del danne næseryggen en meget stump vinkel, der er åben opefter. Når hovedet holdes vandret, vil spidsen af det korte, tykke og brede næseparti, ligge foran en lodret linie ned langs næsens forside. Omkredsen af næsepartiet nærmer sig 2/3 af hovedet omkreds og dets længde ligger mellem 1/4 og 1/3 af hovedets totale længde fra næse til nakkeknude. De nævnte grænseværdier (højst 1/3 og mindst 1/4) er tilladte, men ikke ønskelige mål. Den ideelle længde af næsepartiet ligger mellem disse yderpunkter.

Kæber: Meget kraftfulde og brede. Hunden har underbid (et træk der er karakteristisk for racen) Bagsiden af underkæbens fortænder ligger lige foran forsiden af overkæbens fortænder og har ikke kontakt med dem. Underkæben danner en bue opefter. Hagen er godt markeret og bør hverken rage for langt frem foran overlæberne eller dækkes af dem.

Tænder: Kraftige, især hjørnetænderne, som i underkæben er ansat langt fra hinanden og er let krummede. Fortænderne er placeret i en pæn række, især i underkæben, hvor de nærmest danner en ret linie.

Overlæber: Tykke, moderat hængende, kan trækkes tilbage. Set fra siden er dens underlinie afrundet og de dækker siderne af underkæben. Fortil har den øverste læberand kontakt med underlæben, derpå går de ned til hver sin side og danner et bredt, omvendt V.

Kinder: Fremtrædende på grund af den meget kraftigt udviklede muskulatur.

Øjne: Ovale, ansat langt fra hinanden. Afstanden mellem de to inderste øjenkroge svarer omtrent til det dobbelte af øjenåbningens størrelse. Blikket er frimodigt. Bindehinden må ikke kunne ses. Øjenfarven er nøddebrun til mørkebrun hos hunde med sort maske. Der tolereres lysere øjne hos hunde med brun maske eller uden maske.

Ører: Forholdsvis små, af en lidt mørkere farve end pelsen. Fortil ved basis er ørerne let rejste, men bæres ellers hængende, uden at virke for bløde, med forkanten tæt til hovedet, når hunden er opmærksom. Ørespidsen er let afrundet og må ikke nå forbi øjet. Ørerne er højt ansatte, i niveau med skallens overlinie og medvirker således til at fremhæve skallens bredde.

Hals: Meget stærk og muskuløs, næsten rund. Huden er rigelig, løs og smidig. Halsen har i gennemsnit næsten den samme omkreds som hovedet. Ved overgangen mellem hoved og hals ses en kun let fremtrædende, svagt buet fure på tværs. Halsens overlinie er let konveks. Den godt markerede løse halshud begynder i højde med struben og danner folder ned mod forbrystet uden dog at være udpræget hængene. Ved basis er halsen meget bred og går uden brudte linier over i skulderpartiet.

 
Krop

Overlinie: Fast med en bred og muskuløs ryg, en godt markeret manke, en bred lænd der er ret kort og solid og et kryds der skråner moderat ned mod haleansatsen.

Bryst: Kraftfuldt, lang, dyb og bred brystkasse, der når ned lavere end til albuen. Forbrystet er bredt og kraftfuldt med en underlinie der er konveks nedad. Ribbenene er lange og godt hvælvede, men ikke i tøndeform. Brystets omfang bør være fra 25- 30 cm større end skulderhøjden.

Underlinie: Forløber i en kurve fra det dybe forbryst til bugen, som er temmelig optrukken og fast, hverken hængende eller myndeagtigt opkneben.

Hale: Meget tyk ved roden. Det foretrækkes, at halespidsen når til haseleddet, men ikke længere. Den bæres lavt og er hverken knudret eller med knæk, men smidig. I hvile er halen hængende, men når hunden er aktiv, løftes den 90 til 120? fra den nedhængende stilling uden at være krummet ind over ryggen eller oprullet.
 
Lemmer

Forpart: Kraftfulde med fremtrædende muskler. Skulderbladet er middel skråtstillet (omkring 450 i forhold til vandret) og vinklen skulderblad/overarm er lidt over 900

Overarm: Meget muskuløs

Albuer: Parallelle med kroppens akse, ikke for tæt sluttende, men heller ikke udaddrejede.

Underarm: Set forfra lige eller med lidt hældning nedad/indefter, især hos hunde med meget bred brystkasse. Set fra siden er de stillet lodret

Mellemhånd: Kraftfuld. Set fra siden er den let skråtstillet. Set forfra kan den være let udaddrejet for at kompensere for forbenets hældning indefter.

Forpoter: Kraftige, med tæt sluttede tæer og stærke, krumme kløer. Trædepuderne er veludviklede og smidige. Trods sin vægt står hunden 'højt' på poterne

Bagpart: Robuste bagben med kraftig knoglebygning, velvinklede. Set bagfra er bagbenene stillet lodret og parallelt. De giver indtryk af betydelig styrke, selvom bagparten er knap s? bred som forparten.

Overlår: Meget veludviklet og fyldigt med fremtrædende muskler

Knæled: I et plan parallelt med midterlinien eller let udaddrejet

Underlår: Relativt kort, muskuløst, rækker godt nedad

Haseled: Kort, senet med moderat åben hasevinkel

Mellemfod: Robust, uden vildkløer

Bagpoter: En smule længere end forpoterne, med tæt sluttede tæer.

Bevægelse: Ganske smidig for en molossertype. Skridtgangen er fri og smidig og går tæt hen over jorden. Godt fraskub fra bagparten og god rækkevidde i forbevægelsen, især i trav som er den foretrukne gangart. Ved hurtigere trav holdes hovedet lavere og overlinien f?r en hældning fremad. Forpoterne placeres tættere mod midterlinien, mens forbenene strækkes langt frem. En kort galop, hvor bevægelsen også sker lodret, er ret væsentlig. Hunden kan opnå stor fart på korte distancer i spring lavt over jorden.

Hud: Tyk og passende løs

 
Pels

Hårlag: Fin og kort, føles blød

Farve: Ensfarvet i alle nuancer af fauve, fra mahogni til isabellafarvet. God pigmentering er ønskelig. Mindre hvide aftegninger er tilladt på bryst og poter.

 
Maske:

Sort maske: Masken er ofte kun af lille størrelse og må ikke brede sig ind over skallepartiet. Den kan optræde sammen med lidt mørke hårspidser på skalle og ører

Brun maske: Tidligere kaldt rød eller sodet. Næsen er tilsvarende brun, ligesom øjenrandene er brune

Uden maske: Pelsen er fauve og huden virker rød (førhen også kaldt 'rød maske' - næsen er her rødlig eller kødfarvet.

 
Størrelse: Skulderhøjden svarer nogenlunde til hovedets omkreds, hanner 60- 68 cm . - tæver 58- 66 cm . Der tolereres 1 cm under og 2 cm over disse grænser.

Vægt: Hanner mindst 50 kg , tæver mindst 45 kg

Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang

 
Alvorlige fejl:
Over-aggressiv eller frygtsom
Hovedet kort og rundt med udstående øjne
Bulldogagtig type (flad skalle, næseryg kortere end 1/4 hovedlængde)
Betydelig sideværts skævhed i underkæben
Vedvarende synlige fortænder (ved lukket mund)
Krum (konveks) ryg
Sammenvoksede men ikke skæve halehvirvler
Indaddrejede poter, selv ganske let
For stærkt udaddrejede forpoter
Flade lår
Hasevinkel for åben (rette haser)
Hasevinkel for lukket, understillet bagstilling
Kohaset, hjulbenet
Stiv eller stærkt rullende bevægelse bagtil
Udpræget åndedrætsbesvær, astmatisk vejrtrækning
Hvidt ved halespidsen eller foran på benene oven for mellemhånd/fod

 
Diskvalificerende fejl:
Hovedet langt og smalt med for lidt markeret stop; næseryg længere end 1/3 af hovedets længde (utypisk hoved)
Næseryg parallel med skallens overlinie eller faldende; buet næseryg
Vredet (skæv) underkæbe
Manglende underbid
Vedvarende synlige hjørnetænder (ved lukket mund)
Vedvarende synlig tunge (ved lukket mund)
Halen knudret, skæv til siden eller proptrækkerformet
Stumphale
Krumme underarme med stærkt nedsunkne håndrødder
Hasevinkel overkodet
Hvidt på hoved og krop, anden pelsfarve end fauve
Tydelige invaliderende fejl

Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

Standarden er udgivet af FCI 30. juni 1995
Oversættelse er godkendt af DKK's Standardkomité December 1996
 
en dk | 900965 | Valid XHTML 1.0 Transitional |
© Shadow of Oak 2010 | design / code: arabhorsepromotion.com / webmaxx.wer.pl